Hop til sidens indhold

Restaureringsprojekter på Selsø Slot

2024 var året for den store vinduesrestaurering, som blev ledt af Leif Hansen Arkitekter og udført af Malerfirmaet Sv. Fischer, Hvidtfeldt & Hansen A/S og Jotax Stilladser. Renoveringsprojektet blev realiseret med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, A. P. Møller Fonden, Bygningsbevaringsfonden af 1975 samt Slots- og Kulturstyrelsen.


Vinduesrestaureringen er med til at styrke husets klimaskal, hvorefter de indre bevaringsværdige elementer på Selsø Slot vil få opmærksomhed.



Ønsker du at yde et bidrag til restaureringsprojekterne på Selsø Slot?
Så kan du sende et bidrag til: MobilePay 436886
Eller meld dig ind i Selsø Slots Venner og bliv en del af fællesskabet.

Brønden sikres og broen undersøges

Udendørs var der i 2024 også restaureringsprojekter i gang. Der blev opsat et nyt rækværk omkring middelalderbrønden, ligesom broen over voldgraven undergik en geoteknisk undersøgelse for at vurdere restaureringsbehovet.  . Nykredits Fond og Slots- og Kulturstyrelsen støttede disse to projekter.


I de kommende år ønsker vi at istandsætte murværket rundt om gårdspladsen, restaurere broen - samt tage fat på lofter og tapeter indendørs.





Tidligere større renoveringsprojekter 

I perioden 2013-2017 gennemgik slottet en større renovering, der omfattede reparation af taget, sætningsskader i gavlen samt portbygningen. Dette projekt blev støttet af A.P. Møllerfonden og var ledet af restaureringsarkitekt Søren Lundquist.


I starten af 1970'erne opdagede Bernard Linder Selsø Slot og satte gang i et kæmpe udgravnings- og restaureringsarbejde. Det førte til etableringen af Herregårdsmuseet Selsø Slot, som vi kender det i dag.