Selsø blev bygget i 1570’erne af adelsmanden Jakob Ulfeldt, hvis familie solgte stedet videre i 1624. I 1721 endte Selsø i von Plessens familiens eje og jordene omkring er det fortsat den dag i dag.
Hovedhusets sidste beboer, Agathe von Qualen, døde i 1829 og herefter stod huset tomt frem til 1972, hvor ægteparret Bernhard Linder og Grethe Gunnar Nielsen forpagtede den forfaldne hovedbygning. De gik i gang med at restaurere den nænsomt med hjælp fra frivillige og i samarbejde med bl.a. Nationalmuseets bevaringsafdeling.
I 1973 åbnede Selsø som museum og i de efterfølgende år istandsatte man flere og flere af rummene.
I 1995 blev huset overdraget af Marina von Plessen af Scheel til Den Plessenske Selsø Fond, hvorved museet blev en selvejende institution, der drives med midler fra billetindtægter og tilskud fra Frederikssund Kommune.
Vil du læse mere om Selsøs historie og få dig et overblik over ejerrækken kan du klikke videre her.
Herregården Selsøs historie går helt tilbage til middelalderen. Selsøgård nævnes første gang i 1288 og tilhørte da Roskilde Bispesæde. Denne gård findes ikke længere, men i den nuværende indergård kan du finde spor efter fundamentet, samt ikke mindst den fine brønd.
Den nuværende hovedbygnings historie går tilbage til 1570, da Jacob Ulfeldt påbegyndte opførelsen.
I 1728-1734 forandrede den daværende ejer, Chr. Ludvig von Plessen, det gamle slots ydre og indre og gav det sit nuværende udseende - som var datidens arkitektoniske udtryk - med en riddersal, stuklofter, marmoreringer og pragtfulde franske spejle. På dette tidspunkt opførtes også gårdmuren og broen over voldgraven.
Fra 1829-1973 stod bygninger tomme og forfaldt. De blev af lokale også brugt bl.a. til kornlager. De store malerier i Riddersalen, med undtagelse af "Sabinerindernes Rov" blev i 1934 overført til Lindholm, hvor de var frem til 1973.
Herregården blev fredet i 1918 og frem til 1973 forsøgte Det Særlige Bygningssyn mindre istandsættelsesprojekter, uden held. Dog undtaget et tagfornyelsesprojekt i 1960'erne.
At bygningen i godt 150 år har stået uopvarmet har været medvirkende til at bl.a. marmoreringerne er så velbevarede, og det generelle fravær at modernisering har sikret et helt unikt indblik i især 1700-tallets indretning og udsmykning.
I midten af 2010'erne blev der lagt nyt tag på hovedbygningen og Porthuset undergik en gennemgribende restaurering og modernisering. Bygningen indeholder i dag køkkenfaciliterer, kontor, butik og depot.
I 2024 blev de 60 vinduer restaureret og marmoreringen i stueetagen genopfrisket. Desuden blev hovedtappe og yderdøre istandsat.
Middelalderbrønden fik nyt rækværk, der harmonerer fint med gelænderen på hovedtrappen.
Endelig gennemførtes en geoteknisk undersøgelse af broen over voldgraven for at vurdere omfanget af sætningsskaderne.
