Onsdag den 20. maj kl. 19.00 ”1000 tanker // A Thousand Thoughts” er et stemningsfuldt møde mellem barokkens klangverden og den skandinaviske folketone. Mezzosopranen Christina Herresthal og lutenisten Fredrik Bock væver sange fra mere end 600 år sammen i et fælles lydlandskab, hvor længsel og menneskelig erfaring spejler hinanden på tværs af tid. I programmet indgår musik af John Dowland i anledning af 400-året for hans død – en komponist, hvis melankolske klang og følsomme sangstil danner en naturlig bro mellem renæssance, barok og nordisk tonesprog. Besætningen med stemme og historisk lut skaber et rum for nærvær, fortælling og improvisatorisk frihed – musik, der taler direkte til lytteren. Duoens klang er forankret i barokkens opførelsespraksis med rødder i Sverige, Norge og Danmark. Resultatet er en koncertoplevelse, hvor fortid og nutid mødes i ét fælles åndedrag.
Onsdag den 17. juni kl. 19.00 "Mozart og Ewald – et skæbnefællesskab" – Joen Bille og Trio Sono.Musik og litteratur i et møde mellem W.A. Mozarts Divertimento i Es-Dur, K. 563 og Johannes Ewalds tekster fra Levnet og Meninger. Strygetrioen Trio Sono væver Mozarts satser sammen med oplæsning ved skuespilleren Joen Bille, så ord og toner spejler hinanden. Uddrag som “Là ci darem la mano” (Ræk mig din hånd du kære) fra Mozarts Don Giovanni indgår i et særligt arrangement for strygetrio. Ewalds tekster – blandt andet om Arendse og Højen – giver et personligt og poetisk indblik i digterens liv. Koncerten skaber et kunstnerisk skæbnefællesskab mellem to samtidige genier fra 1700-tallet.
Onsdag den 8.juli kl 19.00 ”Akela-strygekvartet”. AKELA blev dannet i 2019 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har siden udforsket strygekvartettens repertoire med nysgerrighed og nærvær. Kvartetten har optrådt ved festivaler, konkurrencer og koncerter i Kina, Canada og rundt om i Europa og er siden 2023 en del af MERITA, der nytænker den klassiske koncertform. De har modtaget både Leonie Sonnings Talentpris i 2024 og Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i 2023. Programmet indledes med Brittens legende Three Divertimenti, tre karakterfulde miniaturer med hver sit udtryk. Herefter følger Sally Beamishs Nine Fragments, hvor temaer fra Schumanns 1. strygekvartet spejles og forvandles i ni korte satser.Koncerten rundes af med Schumanns sprudlende 1. strygekvartet, hvor de velkendte temaer høres i deres oprindelige kraft og sammenhæng.
Lørdag den 1. august kl. 16.30 Opera-galla ”VENUS & ADONIS” – en dansk førsteopførelse. Ensemble Zimmermann opfører for første gang i Danmark operaen ”Venus & Adonis” af John Blow (skrevet i 1683). Operaen regnes som den første egentlige engelske opera og markerer overgangen fra masque-traditionen til en ny national operakunst. Librettoen, tilskrevet Anne Finch, fortæller den mytiske historie om Venus og Adonis – en fortælling om kærlighed, jagt og tragisk skæbne. Med seks solister og Ensemble Zimmermann under ledelse af Lars Colding Wolf forenes historisk klang med levende fortolkning.
Torsdag den 27. august kl. 19.00 ”Venner for livet” Musikken af Johann Philipp Krieger og Conrad Höffler bærer spor af en tid præget af krig, rejser og kunstnerisk blomstring. Fra Nürnbergs lærdomsmiljøer til slottene i Bayreuth og Weißenfels – og videre til København, hvor Krieger virkede ved Sankt Petri Kirke – udfolder der sig et livslangt musikalsk venskab. Programmet forener Kriegers virtuose triosonater med Höfflers intense gambesuiter i en klangverden præget af stylus phantasticus, hvor affekter brydes, tempi skifter, og musikken taler med dramatisk styrke. Ensemblet Musizierende Gesellschaft Leipzig bringer værkerne til live på historiske instrumenter med sans for tidens retorik og nerve. Violinisten Nadja Zwiener, kendt for sit ekspressive og kommunikative spil, bl.a. som koncertmester og solist med The English Concert, gambisten Georg Zeike og den danske cembalist Leif Meyer forener Leipzig og København i et intenst kammermusikalsk samspil. Således klinger et historisk venskab videre – i fyrsters sale og kirkers rum – hvor musikken stadig vidner om troskab, fantasi og menneskelig samhørighed.
Tirsdag den 15. september kl. 19.00 ”Det engelske taffelklaver”. Efter sidste års store succes på Selsø Slot vender englænderen Steven Devine tilbage til slottets riddersal. I centrum står Selsøs eget engelske taffelklaver, bygget i London omkring 1820. Instrumentet bærer den elegante, klare og sangbare klang, som kendetegner det tidlige 1800-tals engelske klaverbygning, og giver publikum en sjælden mulighed for at høre musikken netop dér, hvor den hører hjemme. Programmet tager udgangspunkt i musik fra London omkring 1820. Sammen med mezzosopranen Kate Semmens lader Steven Devine sang og klaver smelte sammen i et nært og levende samspil, hvor historisk indsigt møder kunstnerisk nærvær. Musikken afspejler tidens salonkultur og intime koncertform – og giver Selsøs eget instrument mulighed for endnu en gang at fortælle sin historie i klange fra det London, hvor det blev bygget.